Familiebesøg i Nordjylland førte mig til et gammelt bekendtskab.
Mine to ældste børn med familie bor i henholdsvis Brønderslev og Hjørring kommune. En invitation til det ene sted, studentergilde, kandidat fejring, 50 års fødselsdag, førte til at jeg også gerne ville besøge den anden familie. Jeg har ikke været der i laanng tid.
Jeg besluttede mig for at komme til Vrå først. Blev afhentet ved stationen og om aftenen var det lagt op til samvær, gril, bål og selvfølgelig sang vi midsommervisen, hvor sidste vers slutter med:
”Vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans.”
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli`r tvivlende kolde.”
Nu hvor jeg sidder og skriver disse ord og synger dem, bliver jeg helt rørt over ordlyden, måske fordi vi er i en turbulent corona tid. Nå…
Det er sådan for mig, at jeg forsøger at falde ind i familien med de ting, de er i gang med, når jeg er der.
Dagen efter skulle min datter til lægen for at få svar på prøver. Derefter havde hun en tid til vaccination hos dyrlægen med deres nye skønne labrador. Derefter havde vi aftalt at købe studentergave i Løkken til den ny udklækkede student, som ønskede sig køkkenting. Ting, som han ville have brug for når han ville flytte hjemmefra. Da jeg så hans ønsker, gik der tanker om den unge mand, som han er nu og som meget af sin tid så længe jeg kan huske har siddet foran en computerskærm. Der var noget i mig der ikke havde forventet dette udspil. Var det blot mig der fik brudt en fordom?
Medens min datter gik ind til lægen, fik jeg lyst til at gå en tur med Vera (hunden).
For mange år siden boede jeg i denne lille by. Jeg havde en kort tur i tankerne. Ned ad Stationsvej og derefter ned ad en smal vej. Der så jeg en kvinde gå med en trillebøre og luge ud i et hegn.
Da jeg kom forbi, var jeg forbavset over at min mund sagde: ”Undskyld, men hvad hedder du?”
Kvinden vendte sig om og kiggede på mig: ”Jeg hedder Ingrid.”
Da hun sagde det, genkendte jeg hende. Jeg havde ikke set hende siden jeg flyttede derfra ved skilsmisse for mange, mange år siden. Og havde helt glemt at hun stadig boede i byen.
Jeg kunne se, at hun ikke genkendte mig umiddelbart og sagde: ”Jeg var gift med Frede, da jeg boede her.”
Forbavset kigger hun på mig og siger: ”Er det Elna?”
”Ja.”
”Jo, Nu kan jeg se det.”
Begge to lige forbavset over at en fælles historie pludselig åbnede sig efter 35-40 år.
Vi omfavnede hinanden og hver især fældede vi en tåre.
Det blev et helt ubeskriveligt møde.
Hun og hendes mand flyttede til den lille by, hvor hun blev lærer i den 1. klasse, som min ældste datter kom til at gå i.
På forskellig vis blev vi begge engageret i landsbyens liv.
Det blev ivrigt delt på den stille vej en formiddag i løbet af et kvarter. Da måtte jeg gå tilbage for at møde min datter. Dyrlægen var næste stop. Inden der også blev tid til en tur til stranden.
I mødet med Ingrid, som afsluttedes med endnu en omfavnelse og en tåre, der randt, blev jeg klar over, hvor meget kærlighed der havde været i vores liv i byen.
”Hjerterne blev aldrig tvivlende kolde.” Jeg mærker nu, at det også rummede mange andre mennesker, der boede der, ja, måske alle.
Det var en rig tid.
Billede fra Løkken strand en torsdag formiddag.