I en årrække var jeg lærer på en daghøjskole i Ringkøbing kommune. To gange blev det min opgave at arrangere tur til Prag med kursisterne. Og være turleder.

Den sidste gang var det ikke muligt at nogen kunne tage med mig som kollega. Heller ikke fra bestyrelsen. Ville jeg tage af sted alene med gruppen? Helst ikke. Det ville være væsentlig for mig at have én at dele dagene med. Der kan komme mange forskellige ting op i en gruppe.

Jeg tænkte over det og min søn, spurgte en aften, hvad det var, jeg sad og gruplede over. Jeg fortalte det. Hans svar var: Hvorfor spørger du ikke din veninde. Min bedste veninde? Hvordan kunne det lade sig gøre? Hun var jo i arbejde. Men jeg spurgte hende alligevel og hvordan det gik til, jeg husker det ikke, men hun blev min ”kollega” på turen. Ind i mellem måtte jeg knibe mig i armen for at mærke, at det var sådan det var. Det skulle vise sig at være væsentligt for mig at have en nær veninde med som vidne til specielt en dyb indre oplevelse i løbet af turen.

Vi havde program på hver dag. Dog var der en fri formiddag.

I en rejsebog om Prag havde jeg læst om en kirke ved navn Loreto. Jeg vidste, at der måtte jeg hen. Jeg fortalte kursisterne om mit ønske den frie formiddag og hvis nogen havde lyst til at gå med, var de velkommen. Min ”kollega” og jeg gik der for os selv.

Det viste sig, at Loreto kirken tidl. også havde været et kloster. I klostergården lå der et hus, som var bygget af sten fra Marias hus i Nazaret, Santa Casa. Hvordan mon det kunne gå til? Jeg husker ikke at jeg reflekterede særligt over det, men gik videre rundt i klostergangene. Vi kom ind i kirken og satte os sammen på den forreste bænk.

Overfor os var alteret. Et stort billede af Maria i lyseblå kåbe med hovedet lidt på sned, kiggende ned på Jesusbarnet ved hendes fødder.

Jeg sad en tid blot og kiggede på det smukke billede og farverne.

Pludselig begyndte jeg at græde. Jeg kunne slet ikke kontrollerede det. Tårerne strømmede bare ud af øjnene. Hvorfor mon? Jeg var jo ikke ked af det. Pludselig bliver det sagt i min øresnegl: ”Turen her er planlagt for at du kan sidde her sammen med din veninde”. Da jeg hørte det, rislede det kraftigt i min krop. Der var åbenbart mere end som så i at sidde der foran Jomfru Maria. Tårerne trillede stadig ned ad kinderne. Et lommetørklæde kom frem.

Efter en stund var jeg fyldt op, af hvad?

Jeg måtte ud. For at få luft.

Oplevelsen gav grundlag for reflektioner den dag og mange dage efter og senere.

Jeg havde ikke tidl. tænkt på, at jeg savnede kontakt til jomfru Maria. Det så jeg nu. Og undrede mig over, hvorfor hun var blevet smidt ud med badevandet i den protestantiske del af kristendommen. Kirken i Prag er knyttet til den katolske tradition. I den tradition bliver moder Maria meget værdsat ved jeg nu efter at have boet en årrække i Italien.

Jeg reflekterede over, hvad det betød for den protestantiske kirke, at det feminine ikke havde nogen særlig plads. På mange områder. Hvad betød det for mændene og hvad betød det for kvinderne at det kvindelig ikke var repræsenteret i kirken. Jeg tror begge køn har brug for at spejle os i både det maskuline og det feminine i tilværelsen.
Fra da af var hun med i mit forhold til kirken uanset om det er protestantisk eller katolsk. Det er for mig underordnet. Det maskuline og det feminine kan være til stede ligeværdigt uanset hvilken tradition, jeg bevæger mig i. Også i det ortodokse, som jeg i en årrække har været knyttet ind i takket være fordybelsen i ikonmaleriet.

Sidenhen har jeg i Loreto i Ancona området i Italien, tæt på Adriaterhavet også truffet på Santa Casa. Jeg har læst mig til, at Santa Casa i Prag er bygget som en kopi af Santa Casa i Italien. Santa Casa i Loreto, Italien blev også et sted, hvor jeg fik en livsforandrende oplevelse. Pudsigt nok. Legenden fortæller at stenene til Santa Casa er fløjet over af englene fra Marias hus i Nazaret.

Elna 10.04 2021